Helt kort
Finanspolitik er, som navnet angiver, når man ændrer på hvad der
kommer ind og ud af statskassen. Finanspolitik kan være stram (høj skat, lave
udgifter – ”opsparing”) eller lempelig(lav skat, mange offentlige udgifter), og
disse har en slags ”ringe i vand”-effekt på resten af samfundet.
Bemærk at disse noter er skrevet FØR krisen og derfor ikke tager
hensyn til denne.
Vigtige begreber: BNP,
betalingsbalance, produktion, beskæftigelse, inflation,
udbud og efterspørgsel, import og
eksport, valuta (re- og devaluere),
multiplikatorer, ADAM og SMEC, konvergensrapport,
Ocefinrådet.
Definition
Man søger at påvirke
efterspørgslen ved at ændre på statens indtægter (skatten) og statens
udgifter. Herved kan man påvirke bl.a. betalingsbalance, produktion, beskæftigelse og inflation.
John Maynard Keynes 1930 – de første teorier om finanspolitik
-
Før det havde man en holdning til
samfundsøkonomien der gav staten en meget lille rolle. Man mente slet ikke at
indgreb var nødvendige. Krisen i 30’erne fik dem på andre tanker.
70’ernes monetarisme[1]
-
Satte spørgsmålstegn ved, om staten måtte gribe
ind fordi de kortsigtede virkninger bliver ”spist” af de langsigtede
bivirkninger.
-
Ræsonnement: inflationer crowd out
(fortrængning)
o
Når man lemper
finanspolitikken stiger efterspørgslen
og arbejdskraften, men også lønningerne. Derved falder eksporten, og vi er lige vidt =
Inflationær crowd out
Formålet med finanspolitik er, at
holde stigningen i BNP stabilt opadgående (dvs. ligger denne under, skal
finanspolitikken lempes, ligger den under skal den strammes – hverken for lidt
eller for meget er godt!)
Statens indtægter sættes ned, udgifterne sættes op
-
efterspørgslen stiger sammen med BNP,
Beskæftigelsen, importen og inflationen.
Eksempel
Problem: Vil gerne øge beskæftigelsen
og efterspørgslen
Løsning: lempelig finanspolitik
Konsekvenser:
Øget produktion
Øget import (forværret
betalingsbalance)
Inflation (efterspørgselsskabt
inflation)
Stram
finanspolitik
Når
statens indtægter sættes op og udgifterne sættes ned
-
Faldende BNP, beskæftigelse, import og inflation
Eksempel
Problem:
dårlig betalingsbalance
Lønisng:
stram finanspolitik
Konsekvenser:
Faldende produktion
Faldende beskæftigelse
Altså:
Kan påvirke de samfundsøkonomiske mål, men kan ikke løse dem alle sammen
samtidig (målkonflikt)
Derfor er finanspolitik et prioriteringsspørgsmål
Finanspolitiske indtægtsinstrumenter
-
Indkomstskat og AM bidrag
-
Moms
-
Giftskatter (alkohol, cigaretter…)
o
Fedt og slik
-
Energi og miljøafgifter
o
betalinsring
Finanspolitiske udgiftsinstrumenter
-
Indkomstoverførsler (Dagpenge, SU, Pensioner,
barsler)
-
Offentlige investeringer (broer, motorveje,
hospitaler)
-
Offentligt varekøb (kontorinventar etc.)
-
Offentligt ansatte (antal, lønniveau)
Ovenstående kan få eller ikke få
penge, alt efter regeringens hensigt med finanspolitikken
De forskellige parametre kan
påvirke efterspørgsel forskelligt, primært
-
Indirekte: hvis der investeres 10 mio. kommer der ikke
nødvendigvis 10 mio. igen. (fx skattelettelser)
-
Direkte:
når der investeres 10 mio. kommer der 10 mio. igen (fx motorvejsbyggeri)
Den samlede
effekt af en investering kaldes en multiplikator. Det er det, vi ganger de
investerede penge (det finanspolitiske indgreb) med, for at få stigningen i beskæftigelsen
(i antal personer pr. mia. kr.)og BNP (mia. kr. pr. ændret mia. kr.)
Exempel
Staten
investerer 2 mia. kr. i offentligt varekøb
2
mia. kr. * 0,89 = 1,78 mia. kr.
BNP
stiger altså med 1,78 mia. kr.
2
mia. kr. * 690 personer pr. mia. kr. =1.380 personer
Beskæftigelsen
stiger altså med 1.380 personer
På denne måde kan man ”spå” om
fremtiden.
Denne model er udarbejdet af ADAM (computersystem) ”vismændene”
har deres eget (SMEC)
og nogle andre multiplikatorer, derfor er disse kun vejledene – når det kommer til politik er der ikke én
sandhed.
EU og ØMU’en
1999 indførelse af euroen
Lande der er med i møntunionen har indskrænket mulighed for at bruge valuta politik (re og devaluere valutaen). Dog er det
vigtigt at de kan skrue en lille smule på finanspolitikken, fordi høj og
lavkonjunktur kan være forskellig fra land til land.
For at landene ikke skal udnytte og konkurrere
mod hinanden, har alle lande i EU indgået en aftale om, at deres økonomiske
politik er fælles interesse og at de derfor ikke fx vil føre lempelig
finanspolitik for at forbedre deres eget lands konkurrenceforhold.
Hvert år fastlægger EU de overordnede retningslinjer
for EU's økonomiske politik. Herefter overvåger EU om landene følger disse, og
giver gode råd og anbefalinger, hvis et land er ude på et skråplan.
Når et land ikke følger anbefalingerne får det en reprimande fra ministerrådet
Ex) Irland
Stabilitetspagten
Konvergensrapport: årlig rapport
omkring landets økonomi og finanspolitik (1. Marts)
Vækst og stabilitetspagt
(1997): sikrer at landene har en
sund offentlig finanspolitik (i balance eller i overskud)
Underskuddet må
ikke være større end 3 % af landets BNP
Ecofin-rådet: Kan tvinge et land til at deponere et beløb i
kommission(0,2 til 0,5% af BNP). Disse penge betales tilbage 2 år efter hvis de
har rettet op på deres underskud. Sker dette ikke, tabes disse penge (som en
slags bøde).
I krisetilfælde kan denne regel lempes, så et land slipper for bøde.
En del økonomer mener stabilitetspagten ligger for store begrænsninger
på landenes mulighed for at føre lempelig finanspolitik, som er det eneste
virkemiddel landene har tilbage (på kort sigt) når valuta og pengepolitikken er
væk.
[1] Monetær
politik: gren af økonomer der mener, at inflation er et direkte resultat af
uhensigtsmæssig udvikling i pengemængden (altså hvis der er gang i
seddelpressen)
